24. oktober 2025

Vi mangler folk til repræsentantskabet i GHH Fjernvarme!

Nu har du chancen for at stille op til repræsentantskabet i GHH Fjernvarme – og være med til at præge retningen for vores fælles varmeforsyning.

💡 Hvad er repræsentantskabet?
Repræsentantskabet er forbrugernes stemme i GHH Fjernvarme.
Det består af engagerede forbrugere, som vælges af og blandt kunderne.

Der afholdes to møder om året, hvor repræsentantskabet drøfter aktuelle emner og beslutninger for GHH Fjernvarme

Repræsentantskabet:

  • vælger bestyrelsen
  • godkender regnskaber og større beslutninger
  • og er bindeleddet mellem forbrugerne og selskabet

Du behøver ikke at være ekspert – bare have lyst til at bidrage med dine idéer og holdninger til, hvordan vi sammen udvikler en stabil, grøn og lokal fjernvarme.

👥 Alle ejere af en ejendom i GHH’s forsyningsområde kan stille op til repræsentantskabet.

💬 Er du nysgerrig, men ikke helt klar til at stille op endnu?
Du er meget velkommen til at deltage i bykredsmødet, hvor du kan høre mere om arbejdet i repræsentantskabet, inden du beslutter dig.

Tilmelding til spisning senest mandag den 27. oktober.

Sammen skaber vi fremtidens fjernvarme 💚♻️




9. oktober 2025

Indkaldelse til Bykredsmøde

Kære forbrugere,

Det er igen tid til bykredsmøde – jeres mulighed for at få indflydelse på fremtidens fjernvarme i vores lokalområde.
Her vælges repræsentanter til GHH’s repræsentantskab, som er værkets øverste myndighed.

Repræsentantskabet træffer beslutninger, der har direkte betydning for varmeprisen, investeringer og de grønne visioner fremadrettet.
Kort sagt: Det er jeres stemme, der former, hvordan vores fælles fjernvarme skal udvikle sig.

👉 Kom og vær med – din mening gør en forskel!

Hvem har stemmeret?
Alle ejere af ejendomme tilsluttet GHH Fjernvarme har stemmeret ved bykredsmødet og kan vælges som repræsentant til værkets repræsentantskab.




9. september 2025

🔧 Servicebesøg i Genner 🔧

Vi er i gang med servicebesøg i Genner, hvor vi kontrollerer målere, afkøling og eventuelle utætheder. Vi fortsætter arbejdet frem mod jul og kommer løbende forbi i tidsrummet kl. 8.00 – 18.00.

👉 Hvis du ønsker en fast tid, er du velkommen til at ringe til os på 74 66 90 85 (tryk 2) mellem kl. 8.00 – 15.00, så vi kan aftale en dag.

Besøget er gratis
Vi sender kun vores egne folk ud Steven og Anders. Du kan se billeder af dem på vores hjemmeside. Genner, Hellevad & Hovslund Forenede Kraftvarmeværker A.m.b.a: Kontakt GHH


GHH Fjernvarme

17. juni 2025

GHH sænker varmeprisen fra 1. juli 2025

GHH Fjernvarme har glæden af at kunne meddele, at varmeprisen for vores forbrugere bliver sat ned fra 750 kr. til 695 kr. pr. MWh med virkning fra 1. juli 2025.

📉 Hvorfor sænker vi prisen?

Prisnedsættelsen er mulig, fordi vi i varmeåret 2024/25 har haft en kombination af øget indtjening og stabil, effektiv drift – og det kommer nu vores forbrugere til gode.

🔋 På dage med lave elpriser – typisk når solen skinner og vinden blæser – har vi udnyttet strømmen til at producere varme med vores varmepumper og elkedler. Det har givet en markant billigere og mere klimavenlig varmeproduktion.

Omvendt har vi på dage med høje elpriser og lav produktion af vedvarende energi, understøttet elnettet med produktion fra vores gasmotorer, hvilket har bidraget til forsyningssikkerheden og skabt en ekstra indtægt.

🌲 Flis priserne har udviklet sig i takt med inflationen og har derfor ligget stabilt i forhold til tidligere år. Det har været med til at sikre forudsigelige og stabile brændselsomkostninger i varmeproduktionen.

I kombination med færre uforudsete vedligeholdelsesudgifter og en effektiv drift har vi opnået et økonomisk overskud, som vi – i henhold til gældende regler – tilbagebetaler til forbrugerne gennem en lavere varmepris.

💡 GHH arbejder hver dag for at levere grøn og økonomisk ansvarlig varme til lokalområdet. Det fleksible og grønne setup skal gavne både klimaet og forbrugernes pengepung. Det er resultatet af de seneste års investeringer og løbende optimeringer, som nu så småt begynder at kunne mærkes hos forbrugerne.

Ændringen træder automatisk i kraft den 1. juli 2025, og du behøver ikke gøre noget. Den lavere varmepris vil kunne ses direkte på dit varmebudget for 2025/26 og svarer til en årlig besparelse på ca. 995 kr. for et standardhus med et årligt forbrug på 18,1 MWh.

 

🌡️ Samtidig har vinteren været mild, og vi kan allerede nu se, at mange af vores forbrugere har haft et lavere varmeforbrug end forventet. Det betyder, at flere vil få penge tilbage i årets varmeregnskab, ud over den generelle prisnedsættelse, der træder i kraft 1. juli.


GHH Fjernvarme


22. maj 2025

🌞 Vi har installeret solceller på vores 3 varmeværker! 🌱

Over den sidste måneds tid har vi taget et skridt mod en grønnere og mere bæredygtig fremtid. Vi har nu installeret solcelleanlæg på vores tre værker, som skal levere strøm til vores administration og drift (pumper, biokedler, udluftning, mm.) – en vigtig del af vores indsats for at reducere CO2-udledningen og sikre fremtidige stabile, og forhåbentlige faldende varmepriser. 🌍⚡
Før installationen udskiftede vi taget og inddækningerne, på de oprindelige bygninger fra 1995, for at sikre, at alt er holdbart og fremtidssikret. Tag og inddækninger har i løbet af de sidste år skulle, repareres af flere omgange.
Med en installeret solcelle kapacitet på 115 kWp forventer vi, at solcelleanlæggene årligt kan producere 88 MWh – og vi kan bruge hele 70 % af denne produktion direkte. De resterende 30 % sælges til nettet, når prisen er positiv💰✨ Til sammenligning købte vi i 2024 - 222 MWh.
Solcellerne skal IKKE levere strøm til vores varmepumper og elkedler da det vil kræve et meget større areal med solceller.
💡 Vi har også forberedt anlæggene til batteriløsninger, så vi kan udnytte endnu mere af vores egen produktion, når det giver økonomisk mening at implementere. Dette er en investering, der kan gavne os økonomisk. 🙌





7. november 2024

Bykredsmøde afholdt

Torsdag den 31. oktober var omkring 8% af vores forbrugere samlet til det årlige bykredsmøde. Hele 47 personer var mødt op til vores møde hvor vi informerede omkring driften, afsluttede projekter, det godkendte regnskab og budgetter for indeværende og kommende regnskabsår. Afslutningsvist var der valg til repræsentantskabet, der er den øverste myndighed i GHH Fjernvarme







17. juni 2024

Fjernvarmeprisen hæves med 10kr/MWh

 Generelt er fjernvarmeåret 2023-24 gået godt og vi forventer et regnskab bedre end budgetteret.

Vi har de sidste par år haft en overdækning, som vi har tæret på. Denne overdækning er nu væk, og derfor ser vi os nødsaget til, at hæve prisen fra 740kr/MWh til 750kr/MWh.

Vi ser stadig stigende priser på indkøb af råvarer. Specielt omkostningerne til leveringen af el har de sidste par år været præget af store udsving, som har betydning for vores varmepris.

Vi forventer, at vi de næste par år kan holde varmeprisen og håber vi måske kan sænke den en smule. En sænkning vil kun være en mulighed, hvis der ikke kommer uforudsigelige udgifter, som følge af politisk beslutninger, der direkte eller indirekte kan påvirke os eller vores leverandører.




2. november 2023

Motivationstarifs Folder

Tilbage i august 2023, hustandsomdelte GHH fjernvarme nedenstående folder. 

Den kan hentes her under.


 

27. september 2023

Åbent hus i Hellevad.

Lørdag afholdt vi åbent hus i Hellevad.

Vi havde ca. 60-70 besøgende, og vil gerne takke for opbakningen.

Skulle der opstå spørgsmål er i velkommen til at kontakte os.